Ung cyklist stoppet og truet med pistol

Et groft overfald med pistol på Amager mod en 20-årig kvinde får nu politiet til at efterlyse vidner.

En ung kvinde på cykel blev tirsdag aften stoppet og truet med pistol på Amager.

Hun skreg op, kom i klammeri med gerningsmanden og fik fravristet ham pistolen, som hun smed ud i mørket, oplyser Københavns Politi, der efterlyser vidner.

Overfaldet skete tirsdag klokken 20.30, da den 20-årige kvinde forlod sin arbejdsplads i stormagasinet Fields. Hun cyklede over Amager Fælled i retning af Kalvebod Broerne på stien, der hedder Kalvebod Sti. Midt på Kalvebod Fælled kom gerningsmanden cyklende bagfra op på siden af kvinden, hvor han truede hende med en pistol til at stoppe.

Fik vristet sig fri

Hun steg af cyklen, hvorefter hun blev truet til at vende ryggen imod gerningsmanden og sætte sig ned på knæ. Hun adlød ordren og følte, at gerningsmanden forsøgte at påføre hende håndjern.

Den 20-årige kvinde fik vristet sig fri og løb til sin cykel for at flygte fra stedet. Men gerningsmanden beordrede hende til at løbe fra stedet i retning af Fields.

- Vi betragter sagen som meget alvorlig, da vi formoder, at gerningsmanden har haft seksuelle motiver til overfaldet. Derfor skynder vi os at anmode offentligheden om hjælp, siger vicepolitiinspektør, Tommy Keil, Station Amager.

Kvinden har talt med flere vidner

Under sin løbetur tilbage til Fields talte kvinden med en dreng, der kørte på knallert. Hun lånte hans telefon. Senere på ruten mødte hun en mand, og de fik alarmeret politiet.

- Vi vil meget gerne vil have henvendelser fra vidner, der muligvis har set eller hørt noget. Måske nogen har lagt mærke til gerningsmanden omkring Fields eller på Amager Fælled, fortæller Tommy Keil.

Gerningsmanden beskrives som mand, 30-50 år, cirka 175 centimeter høj, almindelig af bygning, med skægstubbe, og han talte dansk uden accent.

Han var iført en tyk, sort jakke med hætte, der var trukket over hovedet og mørke jeans.

Kvinden kørte på en hvid damecykel med cykelkurv og var iført en lang brun frakke.

Politiet har efterfølgende fundet pistolen, der viste sig at være en såkaldt softgun, og altså ikke en rigtig pistol.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik