En 35-årig kvinde, hvis lig blev fundet i en baghave ved et herberg i Gentofte torsdag aften, er blevet dræbt, oplyser Nordsjællands Politi. To mænd er nu anholdt.
- Der er tale om en drabssag, og hun er slået ihjel på stedet, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til Ritzau.
- Vi har anholdt en 28-årig mand i Hillerød klokken 20.46 torsdag, og en 41-årig mand i Vordingborg klokken 00.31 natten til fredag, fortæller han.
- Den dræbte har formentlig været sammen med dem på Overførstergården, fortsætter Henning Svendsen.
Det var betjente fra Nordsjællands Politi, der - i forbindelse med efterforskningen af sagen om en savnet kvinde - fandt kvindeliget i et hjørne af haven ved herberget på Jægersborg Allé.
Liget af kvinden, som blev fundet i et hjørne af haven, har ligget der så længe, at det ikke umiddelbart er muligt med sikkerhed at konstatere, hvordan eller hvorfor hun mistede livet.