Kloge hoveder får en håndsrækning

Hvis man har en særlig til for eksempel matematik eller sprog, så skal det ikke gå tabt i manglende udfordringer i folkeskolens ældste klasser.

Sådan lyder filosofien bag et nyt projekt, hvor 32 elever fra Gribskov og Hillerød deltager. I løbet af to år kommer eleverne fra 8. og 9. klasse med jævne mellemrum på handelsskolen eller det tekniske gymnasium, hvor de vil få undervisning på anderledes højt niveau i forhold til folkeskolen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Problemet i folkeskolen er, at de måske bliver mobbet, hvis de gerne vil lære noget. Det er ikke så dansk at fokusere på de dygtige, men de senere år er det blevet ok, også at sætte fokus på dygtige, siger Vibeke Johnsen, der er vicedirektør på Erhvervsskolen Nordsjælland.

Samarbejdet er inspireret af Akademiet fra Talentfulde Unge, hvor særligt akademisk egnede elever på gymnasiale ungdomsuddannelser bliver tilbudt et fællesskab med andre ligesindede. Tanken er at lave noget lignende for folkeskolens ældste elever.

- Jeg håber, at eleverne får en glæde ved at lære, og at de bliver stimuleret. Det er tit i udskolingen, det går galt. De er trådt ind i puberteten og er ofte skoletrætte. Hvis vi kan fastholde deres lyst til at lære, så synes jeg, vi har nået meget, siger Vibeke Johnsen til Frederiksborg Amts Avis.

De 32 elever mødes første gang på Teknisk Gymnasium på Calsbergvej i Hillerød den 20. september. Her er der lagt et heldagsprogram, men ellers vil der være undervisning fra 12 til 16. Det drejer sig om i alt seks undervisningsgange de næste to år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik