Boligsøgende bedrages med ny fidus

I takt med studiestart nærmer sig, stiger også antallet af sager om boligsvindel. En ny måde at snyde boligsøgende på er i kraftig vækst.

Det er højsæson for boligjagt for studerende, i takt med vi nærmer os studiestart. Men boligsøgende skal træde varsomt i deres søgen efter et nyt hjem. Bedragere står nemlig i kø for at snyde dig for dine penge.

Lejernes Landsorganisation Hovedstaden hører normalt fire til fem gange om måneden fra rådvilde boligsøgende, som er blevet snydt for tusinder af kroner, men i løbet af sommermånederne stiger antallet af henvendelser markant, fortæller direktør Claus Højte.

Han kan blandt andet berette om en amerikansk udvekslingsstuderende, som er blevet snydt for 1300 dollars svarende til knap 8000 kroner.

-Den studerende havde fundet en bolig i Valby, som stod til at være ejet af en engelsk dame, som var bosiddende i England. Al kommunikation foregik via mail, og den falske udlejer bad den studerende om at overføre pengene via Western Union, hvorefter nøgle og kontrakt ville blive sendt med DHL, fortæller Claus Højte. Problemet var bare, at hverken nøgle eller kontrakt nogensinde blev sendt, og herefter var 'udlejeren' ikke til at komme i kontakt med.

Den studerende henvendte sig til Lejernes LO, men her var der desværre ikke meget hjælpe at hente, da bedrageriet var foregået uden for dansk jurisdiktion.

-Det er desværre en ny fremgangsmåde, vi er begyndt at se en hel del, og det er frustrerende for den boligsøgende at blive snydt, så vandet driver, siger Claus Højte. Den studerende blev efterfølgende oplyst af amerikansk politi, at kvinden også arbejdede under et alias, når hun snød folk.

Selv om LLO gør, hvad organisationen kan for at advare mod bedragere i boligbranchen, så forventer Claus Højte, at antallet af sager er langt større, end LLO kan bekræfte.

-Der er selvfølgelig nogle, som går direkte til politiet, mens andre henvender sig til os. Men efter min vurdering, er det kun toppen af isbjerget, vi ser, når nogen henvender sig det ene eller andet sted, siger Claus Højte.

En anden måde, svindlere snyder boligsøgende på, er ved at sætte en lejlighed til leje, og når en interesseret så kommer og ser på lejligheden, bliver vedkommende tilbudt at skrive under på kontrakten med det samme og betale depositum. Problemet i disse sager er, at svindleren har lavet samme nummer med adskillige andre, hvorefter han kan stikke af med alle pengene. Derfor har Claus Højte også flere råd, der er gode at følge, når du søger bolig.

Vær kritisk, især hvis du falder over et rigtig godt tilbud. Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, er det nok for godt til at være sandt. Gå eventuelt ind på www.ois.dk, hvor du kan se, hvem der ejer lejligheden. Du kan også banke på hos naboen for at høre, om de kender udlejeren. Underskriv aldrig en kontrakt, uden den er set igennem af en rådgiver, og få gerne en kvittering på, at du har overført penge.

Finder du en lejlighed og flytter ind, så skal du anmelde fejl og mangler inden for 14 dage. Tag gerne billeder som dokumentation.

Mange ejer- eller andelslejligheder udlejes for dyrt. Hvis du har betalt for meget, kan du få penge retur, hvis du klager, inden der er gået et år. Omvendt skal du huske at betale din leje til tiden, uanset om du er utilfreds med boligen - ellers kan du hurtigt blive smidt på gaden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik