Vi bruger cookies!

tv2lorry.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.tv2lorry.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

Drømmedebut redder point til FCN
Foto: TV2/Lorry
 
Mere information

Drømmedebut redder point til FCN

04-08-12 19.16 af /ritzau/

SPORT |
Efter en livlig afslutning på kampen endte superligaopgøret mellem AaB og FC Nordsjælland 1-1.

Overraskelsen lurede i Aalborg, da Lasse Nielsen med syv minutter igen bragte hjemmeholdet foran 1-0. Men i forhold til spil og chancer var det ikke ufortjent, at FC Nordsjællands nyeste indkøb Joshua John tre minutter før tid udlignede til slutresultatet 1-1 i lørdagens superligakamp.

Spilleren, som FCN har lejet i hollandske Twente, startede på bænken og kom først ind i kampens sidste minutter, inden han hamrede bolden ind bag AaB's målmand Nicolai Larsen.

AaB-træner Kent Nielsen valgte for tredje kamp i træk at starte med samme opstilling, mens der hos gæsterne fra Farum var sæsondebut til Patrick Mtiliga efter en skadespause.

Og venstrebacken og resten af FCN-mandskabet fik en god indledning på kampen.

For de første 25 minutter foregik klart på FCN's præmisser. Spilstyrende med bolden i egne rækker og hele tiden søgende efter den rigtige åbning i nordjydernes kompakte defensiv. Og det gav et par gode muligheder for nordsjællænderne.

Den største faldt efter 11 minutter, hvor Kasper Lorentzen havde en gylden chance for at give FCN en superstart på kampen, da han efter en kombination med Nicolai Stockholm var helt fri foran AaB's målmand, som flot fik pareret til hjørnespark.

Man skulle helt hen til halvvejs af første halvleg, før AaB rørte på sig offensivt. Nicklas Helenius' giftige langskud satte mere gang i hjemmeholdet. Men den nordjyske opskrift med at slå til på hurtigt omstillingsspil med dybe bolde blev ikke farligt nok.

I pausen reagerede FCN-træner Kasper Hjulmand på den manglende offensive skarphed foran mål. Ind med to friske spillere. Det gav dog ikke den store ændring. Stadig masser af boldbesiddelse ude de helt store chancer.

I stedet var det AaB, som fik tilskuerne op af sædet, da FCN's Jores Okore gjorde sig bred og nedlagde Nicklas Helenius i feltet. Men dommer Kenn Hansens fløjte var tavs. Og det tændte nordjyderne. Endelig så man samme gnist og aggressivitet i spillet, som holdet viste i anden halvleg i sidste hjemmekamp mod Brøndby.

Og det gav bonus med Lasse Nielsens mål til hjemmeholdet. Lykken varede dog kort, fordi FCN et par minutter senere fortjent kom på 1-1.




Lounge - seneste