Vi bruger cookies!

tv2lorry.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.tv2lorry.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

Naturperle plaget af drukfester
Arkivfoto
Mere information

Naturperle plaget af drukfester

02-08-12 14.00 af DAGBLADET Køge

REGIONEN |
Karlstrup Kalkgrav ved Solrød bliver jævnligt hjemsøgt af store grupper unge, der fester højlydt og efterlader et stort svineri i det naturskønne område.

Øldåser, engangsgrill, madaffald og campingudstyr er nogle af de ting, der ofte bliver efterladt, når store grupper af unge igen har festet igennem ved vandet i Karlstrup kalkgrav, der ligger tæt på Solrød. Det skriver DAGBLADET Køge.

- Det ligner efterladenskaberne efter en Roskilde Festival, når der igen har været fest i kalkgraven. I begyndelsen var der måske lidt rundt omkring, men nu er det eskaleret, så der ofte ligger voldsomme mængder af affald dernede, siger Jens Garde, der er formand for Dansk Naturfredningsforening i Solrød. Han fortæller, at aktiviteterne er blevet værre og værre så de efterhånden skræmmer almindelige naturelskere, badegæster og lystfiskere væk fra området.

Politiet har også fokus på de uhensigtsmæssige aktiviteter i kalkgraven

- På de rigtig varme dage kan der være besøg af helt op til 1000 mennesker, siger Bjarne Malling, der er vicepolitikommissær hos lokalpolitiet i det nærliggende Karlslunde.

Han fortæller, at han og hans kolleger allerede har udskrevet flere hundrede bøder for ulovlig parkering i området.

Politiet er også med i den projektgruppe, der er blevet samlet for at finde en løsning på, hvordan man skal dæmme op for aktiviteterne i området.

- Beboerne i området er utrygge og kede af al den larm og ballede, der ofte er om sommeren, så vi sætter os nu sammen for at se på, hvad der kan gøres for at finde en løsning på problemet, siger Bjarne Malling.

Den projektgruppe skal mødes den 15. august.




Lounge - seneste