FCK-træner: Vi skal blive meget bedre

Træner Ariël Jacobs mener, at FCK skal spille på et højere niveau mod Club Brugge, end tilfældet var mod AaB.

Selv om FC København vandt lørdagens superligakamp med 3-0 over AaB, efterlyser træner Ariël Jacobs et højere niveau, når holdet i den kommende uge skal ud i kvalifikationskampe til Champions League mod belgiske Club Brugge.

- Normalt skal man være tilfreds med tre mål og ingen skader før en Europa-kamp, men det var ikke perfekt, lyder det fra Ariël Jacobs.

- Slet ikke set i forhold til Europa-niveau, som er en helt anden verden, hvor man skal kvalificere sig til verdens bedste turnering. Og det siger jeg ikke kun, fordi det er et belgisk hold, vi skal møde, siger den tidligere Anderlecht-træner.

Til kampen mod AaB havde Jacobs udskiftet på fire pladser i forhold til sidste uges uafgjorte kamp mod Sønderjyske, men det var ikke nødvendigvis, fordi han var utilfreds med præstationen i Haderslev.

- Det skyldes, at mange af spillerne er meget tætte i kvalitet, forklarer Jacobs.

- Og når vi har et program med tre kampe om ugen, må mange spillere i spil, og som træner må man også finde ud af, hvad man skal gøre med dem i forhold til hvile.
En af dem, der var ofret eller stod over i Parken lørdag var anfører Martin Vingaard, der dog kom ind efter 62 minutter i stedet for Nicolai Jørgensen.

- Det er lang tid siden, jeg har spillet to kampe på en uge, men Ariël stiller selvfølgelig det hold, som han tror kan vinde, og jeg ved ikke, om jeg er med på onsdag.

- Det vigtigste er også, at vi får et godt udgangspunkt før returkampen, og jeg tror, vi er bedre rustede end sidste år, siger Martin Vingaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik