Hvis du satsede på at købe en ugebillet til Roskilde Festival i sidste øjeblik, så er det nu for sent.
Festivalen melder således om udsolgt for den nævnte billettype, men hvis man er hurtig er det stadig muligt at få adgang til enten enkelte af dagene eller, hvis man køber en såkaldt Get A Tent-billet. Her får man et opslået telt med i købet, men Get A Tent-billetter sælges dog kun ved festivalens indgange.
Man kan også stadig købe endagsbilletter til torsdag 5. juli, fredag 6. juli og søndag 8. juli.
Lørdag, hvor Bruce Springsteen indtager Orange Scene, er for længst udsolgt.
Festivalen advarer i samme ombæring om, at disse billetter kun sælges via billetlugen.dk, og at man skal passe på med at købe billetter fra uofficielle steder. Det kan være svært for en køber at gennemskue, om disse billetter overhovedet er ægte, lyder advarslen.