To drenge melder sig efter brand

To drenge meldte sig i går til politiet efter at have fortalt deres forældre om episoden, der kan være skyld i skolebrand. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

To drenge på 16 og 17 år har nu erkendt, at de søndag aften var inde på byggepladsen for Helsinges ny storskole, og at de kan være skyld i, at der udviklede sig en brand i den store skoleblok.

De to drenge skulle i går eftermiddag til afhøring hos Nordsjællands Politi efter, at de først telefonisk havde fortalt om deres besøg på skolen.

Ifølge efterforskningslederen Lau Lauridsen, Nordsjællands Politi, er det drengenes forældre, som formidlede kontakten mellem politiet og de unge.

- Vi har en rigtigt god dialog med forældrene om den sag, og drengene har også vist interesse for at tale med os. Man kan selvfølgelig kalde det hele for drengestreger, men det er i så fald meget grove drengestreger, siger Lau Lauridsen.

De to drenge bor begge i skolens nærområde. Efterforskningslederen ønsker ikke at oplyse, om de eventuelt selv skal gå på skolen, når den er færdig.

Allerede dagen efter branden stod det klart, at politiet havde gode chancer for at finde de personer, som havde været på byggepladsen søndag aften. Der blev nemlig fundet flere sodavandsemballager og cigaretter, som det var muligt at få DNA-profiler fra. Det blev dog ikke nødvendigt at analysere effekterne, fordi de to drenge med forældrenes hjælp selv henvendte sig til politiet.

Det kan endnu ikke gøres op, hvor meget det koster at rense skolebygningerne for sod. Regningen skal betales at byggefirmaet E. Pihl & Søns forsikringsselskab Codan, som i nu to dage har haft eksperter fra servicevirksomheden ISS til at bistå sig med at vurdere skaderne.

- Et skøn fra forsikringsselskabet lyder på, at vi skal regne med fire måneders forsinkelse på at tage skolen i brug.

- Det understreges også, at det er et meget optimistisk skøn. Endnu vides det ikke, om det er muligt at rense betonvæggene for sod, siger vicekommunaldirektør Claus Thykjær.

Entreprenørfirmaet skulle have været færdig med byggearbejdet 1. september, hvorefter første skoledag for de cirka 600 elever var berammet til mandag efter skolernes efterårsferie. Undervisningsminister Christine Antorini havde sagt ja til at deltage i indvielsen. Hun fik i går meddelelse om, at den er udskudt.

- Nu skal vi vist tidligst regne med, at vi kan tage skolen i brug efter skolernes vinterferie næste år, siger Claus Thykjær.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik