Pia Allerslev støtter Distortion efter økonomisk rod

På trods af økonomisk rod på festivalbagsmækken, erklærer Københavns Kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev, nu sin fulde støtte til Distortion Festival, der skydes i gang i dag. Det skriver DR København.

Det sker efter Politiken har fortalt, hvordan festivalens regnskaber ikke stemmer overens med virkeligheden.

Samtidig har festivalens direktør Thomas Fleurquin taget private lån i festivalens kasse, der indeholder flere millioner offentlige støttekroner fra blandt andet Københavns Kommune.

Pia Allerslev har i flere dage afvist at kommentere historien, men siger nu, at hun er overbevist om, at der er orden i festivalens økonomi.

- Vi ved, det ikke er sket i ond tro, vi ved, der er rettet op på det og vi følger det her meget meget tæt, så det ikke kommer til at ske igen, siger hun til DR København.

Borgmesteren har samtidig forståelse for, at de kreative kræfter bag festivalen ikke både kan holde styr på økonomi og underholdning.

- Vi har at gøre med meget kreative mennesker, som er mere optaget af at skabe end fest, end de måske er optaget af at have helt styr på alle de formelle ting, siger Pia Allerslev.

Hun afviser samtidig, at det lette forhold til økonomi får konsekvenser for den kommunale støtte til festivalen.

Mens Pia Allerslev er tryg ved Distortions økonomi, så er både Dansk Folkeparti og de Konservative kritiske.

Uanset om Distortion er en gevinst for Hovedstaden, så skal der være styr på økonomien, hvis der forsat skal bruges skattekroner på arrrangementet, siger den konservative gruppeformand Rasmus Jarlov.

- Vi kan ikke acceptere, at der er uorden eller at der ikke er orden i regnskaberne, når man kører på kommunale penge, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik