Brøndby nedjusterer efter skuffende sæson

Tabte tv-indtægter og en niendeplads i Superligaen får negativ indflydelse på Brøndby IF's økonomi.

Dårlige resultater i Superligaen får nu fodboldklubben Brøndby IF til at skrue ned for de økonomiske ambitioner for resten af året.

Klubben fra den københavnske vestegn ligger med to spillerunder tilbage på en skuffende niendeplads i Superligaen og lever dermed ikke op til målsætningen om en placering blandt de seks bedste hold.

Brøndby IF nedjusterer derfor sine forventninger for 2012 til et "mindre underskud" efter første kvartal. Tidligere satsede klubben på et "mindre overskud" før skat.

Tabte tv-indtægter på et encifret millionbeløb er også med til at sænke ambitionerne for resten af regnskabsåret.
- Det handler egentlig kun om, at vi nedjusterer vores sportslige forventninger en smule til andet halvår. Det er klart, at hvis det bliver til den sjetteplads, som vi indkalkulerer som muligt nyt scenarie, er det en forringelse i forhold til den tidligere estimerede tredjeplads.
- Alene på tv-indtægterne koster det en hel del, siger administrerende direktør i Brøndby IF, Jan Lockhart, til Ritzau Finans.

Han vurderer, at Brøndby IF vil gå glip af et beløb, der kan skrives med syv cifre, hvis klubben ender som et midterhold i tabellen.
- Det er svært at sige, men det koster typisk to til tre millioner kroner, hvis man går fra en tredje til en sjetteplads, konstaterer Brøndby-direktøren.

Nedjusteringen betyder samtidig, at Brøndby formentlig må styrke sin likviditet i løbet af de kommende tre til fire måneder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik