1000 IT-folk holder Herlev Hospital kørende

Danmarks største it-projekt bliver i disse dage rullet ud på Herlev Hospital. Her har it-folk har meget travlt med at holde hospitalet kørende.

Ikke mindre end 1.000 it-folk arbejder i øjeblikket på at holde Herlev Hospitals nye it-system Sundhedsplatformen i gang.

I weekenden blev hospitalerne i Herlev og Gentoftes gamle it-systemer lukket ned og efterfølgende genoplivet med et nyt it-system kaldet Sundhedsplatformen.

Sundhedsplatformen blev implementeret fra den ene dag til den anden, og siden har systemet skullet holdes kørende af en hær af it-folk fra udbyderen Epic.

De mange it-folk har haft til opgave at løse de mange børnesygdomme, som systemet har budt på

 -Teknisk set kører systemet, som det skal. Vi har ikke nogle nedbrud, men vi har fundet en hel del fejl i det, siger Steen Werner Hansen, vicedirektør på Herlev Hospital til Ritzau.

Historisk it-udskiftning

Personale og eksperter har frygtet systemskiftet, der er første del af en historisk stor it-udskiftning, der skal ende med at samle patienternes sundhedsdata i én journal og give bedre patientsikkerhed til i alt 12 hospitaler.

Men indtil videre er de værste skrækscenarier udeblevet, lyder det fra Herlev Hospital.

 - Man skal ikke romantisere sådan noget, men det er lykkedes forbløffende godt, siger Steen Werner Hansen.

Blandt de problemer, der alligevel har været efter systemets opstart, er, at 3.500 medarbejdere ikke har kunnet logge ind. Samtidig har der været problemer med brugen af og adgangen til det fælles medicineringskort, FMK.

Men Morten Nikolaj Lind, der er overlæge på akutmodtagelsen på Herlev Hospital, forsikrer, at systemfejlene ikke er gået ud over patienternes sikkerhed.

 - Er der nogle, der har det meget dårligt, står vi ikke og bruger tid på at taste det ind i systemet, så behandler vi først og registrerer bagefter, siger han.

Personalefrustration: Fra superbrugere til novicer

Akutmodtagelsen på Herlev Hospital har kunnet køre stort set på fuld kraft siden indførelsen af systemet lørdag, selv om overgangen frustrerer en del af personalet.

 - Sundhedspersonale er vant til at have kontrol over det hele og have styr på det hele, ellers har vi det skidt. Nu er folk pludselig gået fra at være kompetente it-mæssigt til at være novicer. Men heldigvis lærer alle virkelig hurtigt, siger Morten Nikolaj Lind.

I de næste tre uger skal Herlev Hospital gradvist ruste op til normal kadence og herefter fungere på fuld kraft med det nye system.

Det næste hospital, der skal have den store it-udskiftning, er Rigshospitalet, der tester det til november.

Fakta om Sundhedsplatformen

Pris: Softwaren bag systemet koster 2,8 milliarder kroner.

Målet er, at Sundhedsplatformen skal hjælpe 2,5 millioner borgere.

Også 44.000 ansatte i sundhedssektoren skal have gavn af det nye system.

Sundhedsplatformen skal rulles ud på på 12 hospitaler og 54 institutioner øst for Storebælt.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik